Lyndby Vikingeskibslaug
Hornsherredvej 202, Lyndby Strand, 4070 Kr. Hyllinge.

Sommertogtet 2012 gik til Hedeby.

 

D. 12. - 15. juli var der stort vikingemarked på Museet Haithabu i Hedeby ved Slesvig By. De havde inviteret vikingeskibe fra nær og fjern og lagt et mægtigt program.

 

Ud over alle forberedelserne så lagde vi fra land i Lyndby d. 4. juli og var tilbage d. 24. juli.

 

Der var god vind ud af fjorden - men solen var gået ned, da vi nåede Odden Havn. Herfra blev kursen sat mod Bogense og de smukke oplevelser ned gennem Lillebælt og på Fænø, hvor vi lagde til midt i strømskellet.  Siden blev det til en nat i Årøsund, før vi nåede frem til Kalvø i Genner Bugt. Her var Tønder Bådelaug ved at bygge et vikingekib med samme forbilede som vores Aslak, Ladbyskibet. Vejret gjorde os til grundejere for en dag på Kalvø, før vi igen kunne stævne ud mod Sønderborg i en frisk vind og med over 10 knob, når det gik bedst. Med udsigt til Kongeskibet og Sønderborg Slot fik vi på- og af-mønstringen klaret, før turen fortsatte sydpå - ind i tysk farvand - med Dybøl Mølle om styrbord.

 

Schleswig ligger i bunden af fjorden Slien, som er meget lig Roskilde Fjord i bredde og længde. Vi mødte Sif Ege og Roar Ege ved jernbanebroen ved Lindaunis.. Herfra og til Slesvig fik vi 10 regnbyger. Opholdet i Hedeby fik en uheldig start, men også en oplevelse, som blev suppesten til en masse gode grin.

 

D. 16. juli roede vi atter ud, efter at have sagt farvel - og goddag til dele af besætningen. Med vinden i sydvest blæste vi ud af fjorden og ankom til Marstal kl. 02 efter en bygerig dag og en fascinerende natsejlads. Herfra gik turen videre over Svendborg og Lundeborg til Kerteminde. Ladbyskibet blev besøgt og Fynshoved blev passeret med alle årer ude på vej til Korshavn. Herfra gik det videre til Sejrø, som blev besigtiget på en dag, og sidste overnatning var i  Rørvig - inden vi tog det sidste stykke helt hjem.

 

Link til det efterredigerede program for Hedeby-dagene.

 

www.vikingeskibene.dk